fbpx

eye4talent indgik i sommers samarbejde med Hobro IK. Siden aftalen kom på plads har den stået på implementering af platformen og on-boarding af klubbens trænere, spillere og scouts. Hobro IK er efter et godt forløb godt igang og forventer sig meget af samarbejdet, der skal sikre ‘den gule tråd’ i klubben og hjælpe med at stå stærkt, når der skal ansøges nye DBU klublicenser 4. marts 2019. Talentchef Lars Justesen sætter på klubbens egen hjemmeside ord på det hele. 

I ungdomsafdelingen arbejder vi konstant på at udvikle og forbedre forholdene for såvel vores spillere som for vores trænere, så vi forhåbentligt kan præsentere divisionsfodbold i vores ungdomsafdeling igen indenfor den nærmeste fremtid. Et af vores nyeste tiltag er, at vi har investeret i en fælles IT-platform, der hedder ’eye4talent’.

Det er et system, vi forventer os meget af og det implementeres i løbet af sæsonen 2018/2019. Platformen er et firedelt system, som består af en del for spillere, en del for trænere, en del for scouting og en sidste del, der er et administrativt værktøj.

Spillerdelen består af en app, som spillerne henter på deres telefon, hvor de kan modtage video af såvel deres egen som holdets præstation. Derudover kan de følge kalenderen, hvor de enkelte træningspas bliver beskrevet, så spilleren på forhånd ved, hvad der skal trænes. Spilleren har også selv mulighed for at klippe video af deres aktioner i kampene, hvor træneren har mulighed for at give den enkelte spiller specifikke opgaver.

Trænerværktøjet har flere funktioner, hvor den væsentligste er træningsplanlægning. Systemet giver træneren mulighed for at planlægge den enkelte træning systematisk efter forskellige emner på den enkelte årgang. Træneren har også mulighed for at vælge forskellige øvelser i systemet, der enten er vist på video eller beskrevet med formål, antal deltagere, osv. Træneren skal også bruge videoredigeringsværktøjet, hvor træneren har mulighed for at analysere på holdets præstation eller den enkelte spiller. Derudover skal træneren udfylde en kampregistrering med opstilling, udskiftninger, mål, assist osv.

Scoutingdelen er et værktøj, vi kommer til at bruge både internt og eksternt. Vi laver en bedømmelse af den enkelte spillers kompetencer ud fra nogle kriterier, som vi opstiller. Det giver os muligheden for at sammenligne de enkelte spillere ud fra deres pågældende position og kompetencer. Dermed får vi en database med både vores egne spillere, men også med spillere fra andre klubber, således vores rekruttering bliver endnu bedre.

Platformens sidste del består af et værktøj, hvor vi kan kontrollere, om den enkelte træner bruger vores talentmanuel og den periodisering, vi har valgt for den respektive årgang. Dette skal være med til at sikre ’den gule tråd’ i vores talent-arbejde. Derudover kan denne del af platformen også bruges til dokumentation over for DBU og deres licensudvalg/auditører.

Alt i alt glæder vi os super meget over muligheden for at arbejde med ’eye4talent’ og vi tror på, at dette kan være med til at udvikle os yderligere, slutter Lars Justesen.

Vil du også høre mere om eye4talent og mulighederne vi tilbyder til klubber, individuelle trænere og spillere så tøv ikke med at kontakte os på info@eye4talent.com.